Lars Høgh om svær sygdom: Det var sindssygt svært for min familie

Lars Høgh har fået fjernet en del af bugspytkirtlen, tolvfingertarmen, galdeblæren og et stykke af mavesækken. Han er så sej, lyder det fra datteren.

- Vi var der sammen allesammen, og vi var helt færdige bagefter og stod i et fælleskram ude foran sygehuset og græd.

Sådan beskriver 60-årige Lars Høgh den situation, han, hans kone og to børn stod i for ikke mere end otte måneder siden.

De havde netop fået den værst tænkelige besked, man kan få, fortæller han.

Det var nærmest en dødsdom, kalder han det selv.

Lægerne havde fundet kræft i bugspytkirtlen, og chancen for at overleve lå på kun syv procent.

Men i dag kan landsholdets målmandstræner, Lars Høgh, og familien ånde lettet op, fortæller han i 'Go' aften Danmark'.

- Der er ingen, der siger, at jeg er rask, men jeg har ikke noget cancer tilbage i mig længere, siger Lars Høgh, der fik sin sidste kemoterapi for fem uger siden.

Det har for ham været et afgørende punktum i det sygdomsforløb, han har været igennem.

Selv har Lars Høgh bevaret håbet og troen på, at han nok skulle overleve sygdommen, men familien har været hårdt ramt, fortæller han.

- Det var sindssygt svært for dem. Jeg vil sige, og det er hånden på hjertet, at det har været sværere for dem, end det har været for mig faktisk, siger Lars Høgh.

På intet tidspunkt har han været bange. For han havde en plan.

quote Jeg har sgu ikke været bange på noget tidspunkt.

Lars Høgh, målmandstræner.

Vælger altid den lyse side

Fredag 2. november 2018 var en skelsættende dag for Lars Høgh og hans familie.

Han havde vundet første halvleg, som han selv udtrykker det, og foran ham ventede en kompliceret og potentielt livstruende operation.

Selv var han dog ikke spor bange.

- Jeg har aldrig været en helt med nåle og stik i kroppen. Jeg har aldrig kunnet lide det, men på en eller anden måde kunne jeg se mig ud af det. Jeg har godt nok fået mange stik i kroppen de seneste otte måneder, men jeg har sgu ikke været bange på noget tidspunkt, siger Lars Høgh.

Hverken før eller efter operationen.

Lars Høgh selv mener, at det er en af hovedårsagerne til, at han kom så godt igennem sygdommen og operationen, hvor han fik fjernet noget af bugspytkirtlen, tolvfingertarmen, galdeblæren og et stykke af mavesækken.

En af lægerne havde sagt inden operationen, at chancen for at overleve ville være større, hvis man er optimistisk, og det valgte Lars Høgh tro på og leve efter.

Det har han faktisk altid gjort, lyder det.

Lars Høgh ser altid tingene fra den lyse side. Det er noget, han har valgt.

- Det handler ikke om at være jubelidiot. Det handler bare om at prøve at undgå, at det mørke tager over. Det er ikke nemt, og det sidder jeg heller ikke og siger, men jeg var priviligeret, fordi jeg ikke var bange, siger han.

Lars Høghs datter: Han er så sej

Den tidligere målmands optimisme har været med til at gøre det lettere for hele familien.

Sådan lyder det fra Lars Høghs datter, Josefine Høgh. Hun er stolt af sin far.

quote Det perspektiv, han har haft på tingene hele vejen igennem, er for vildt.

Josefine Høgh

Lars Høgh har de seneste måneder udvist en hidtil uset indre styrke, siger Josefine Høgh i 'Go' aften Danmark'.

- Med alt det han har været igennem, er det mig en gåde, at han ikke er blevet slået ud undervejs.

Når hun, hendes bror og mor har udtrykt deres bekymringer og frygt, har hendes far holdt hovedet højt og insisteret på at se tingene fra den lyse side.

- Det perspektiv, han har haft på tingene hele vejen igennem, er for vildt, og hvis jeg syntes, han var sej inden da, kan jeg næsten ikke beskrive, hvor sej jeg synes, han er nu, siger hun i en hilsen til sin far.

Josefine Høgh støtter op omkring sin far.
Josefine Høgh støtter op omkring sin far.
Foto: Henning Bager

Gift med en optimist

Det har til tider været en udfordring for hans hustru, Tine, at være gift med en ukuelig optimist, siger han.

- Jeg vidste, hvad jeg skulle hver eneste dag. Jeg vidste, at jeg de første to måneder skulle holde fokus på at gøre tumoren mindre, men Tine vidste ikke, om jeg var der i morgen, eller om jeg var der om to år, fortæller han.

Til gengæld har hans positive tilgang til livet og sygdommen givet ham overskuddet til at være der for dem også - ligesom de har været en stor støtte for ham, siger Lars Høgh i 'Go' aften Danmark'.

- Jeg kan ikke sige, hvor det kommer fra, men jeg er taknemlig for, at jeg ikke har været bange for at dø. For så var jeg ikke kommet igennem det her, siger Lars Høgh.

Oversigt

    Oversigt