Rikke Møller Pedersen vinder sølv i World Cup-løb
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Det blev til fynsk sølv på 100 meter bryst ved World Cup-stævnet i Doha onsdag eftermiddag.
Den fynske svømmer Rikke Møller Pedersen vandt onsdag sølv på 100 meter bryst ved World Cup-stævnet i Doha, Qatar.
Det fynske svømme-es lagde ud i et højt tempo, og det var kun jamaicanske Alia Atkinson, der var hurtigere end hende.
Det billede var det samme, da svømmerne slog hånden mod bassinkanten for sidste gang.
Rikke Møller Pedersen tog sølv, Atkinson guld og østrigske Lena Kreundl bronze.
Alia Atkinson tilbagelagde de 100 meter bryst i tiden 1:04.21, mens Pedersen kom ind i tiden 1:05.55.
Det er andet World Cup-stævne i træk, at det bliver til sølv i 100 meter bryst for Rikke Møller Pedersen.
Ved seneste stævne i Hong Kong lørdag svømmede hun sig nemlig til andenplads i tiden 1:05.28 - igen efter Alia Atikinson.
Se da Carlsberg skubbede Albani ud
Øllet var også det flydende guld for OB i 2000. Dengang var det Carlsberg som skubbede Albani væk som sponsor.
- Fodbold og øl det hører sig godt sammen for det er et spørgsmål om - i afmålte mængder -, at få nogle positive oplevelser sammen med fodbolden.
Sådan lød det i 2000, da det hæderkronede hovedstadsbryggeri, Carlsberg, slog fynske Albani af pinden - eller rettere af trøjen - som hovedsponsor.
Onsdag var budskabet omvendt, da Albani overtog den fynske superligaklubs spillertrøjer og blev hovedsponsor for at ukendt beløb.
I 2000 var det også en krig om, hvem der kunne lægge flest penge på bordet. Dengang blev der sagt:
- Vi har simpelthen ikke penge nok. Vi synes ikke, at de forventninger der var til et sponsorat af den størrelse, der synes vi ikke, at vi fik den markedsføringsværdi og den synlighed, som beløbets størrelse det krævede.
Også den gang var sponsoratets størrelse hemmeligt, men der blev skudt på et beløb i størrelsesordenen "flere millioner".
Se tv-indslaget fra 2000 herunder:
OB rammes af FCK-straf: - Det er ikke i orden
Der kommer ingen FCK-tilskuere på stadion i Odense 15. oktober.
Tirsdag afgav Fodboldens Appelinstans den endelige dom i sagen om fanuroligheder på Brøndby Stadion 6. august.
Selvom OB intet havde med kampen at gøre, ender den men at ramme netop fynboerne hårdt.
FC København har nemlig fået omstødt straffen, så klubben nu skal spille to udekampe uden tilskuere i stedet for to hjemmekampe uden tilskuere.
Den ene af disse er mod OB 15. oktober, og det kommer til at ramme OB på flere måder, mener klubbens kommercielle chef, Jack Jørgensen.
- Det kommer til at gå ud over to ting. For det første har det økonomiske konsekvenser, fordi vi ikke får besøg af de FCK-tilskuerne, som vi burde have, siger han til TV 2 SPORT og fortsætter:
- For det andet kommer det til at gå ud over stemningen til kampen fra tribunen. Det, vi havde set frem til, skulle være en fodboldfest i Odense, bliver nu med et helt forkert fokus. Det er vi brandærgerlige over, og det har vi taget til efterretning.
Trods dommen har OB besluttet, at de vil lukke FCK-fans ind på stadion, hvis de køber billet til udebaneafsnittet via OB's hjemmeside.
- Er der fodboldfans, som holder med FCK, der gerne vil se forhold den 15. oktober, så opfordrer vi stadig til, at de køber billet til udebaneafsnittet, siger Jack Jørgensen.
Kan miste en kvart million
I omstødningen af straffen blev FCK's bøde sat op fra 150.000 til 300.000.
Jack Jørgensen kan ikke sætte et præcist tal på, hvor meget de manglende FCK-tilskuere kommer til at koste OB, men når han kigger på de historiske tal over, hvor mange fans FCK plejer at komme med, kan det økonomiske tab ende i samme niveau som den bøde, FCK har fået.
- Historisk set kommer de med 1.000-1.500 tilskuere til sådan en kamp. Og med en billetpris på omkring 150 og den manglende omsætning i vores boder, så er det et stort beløb for en klub som OB.
TV 2 SPORT har sat regnestykket op, og hvis 1.500 tilskuere til en billetpris på 150 kroner bliver væk, koster det OB 225.000 i manglende billetindtægter.
Derudover kommer den manglende omsætning i OB’s boder med salg af øl, vand og mad, påpeger Jack Jørgensen.
Selvom OB nu får mulighed for at sælge billetter til udebaneafsnittet på EWII Park til egne fans, regner den kommercielle chef ikke med, at det kommer til at gøre en forskel.
- Vi har en kapacitet på cirka 14.000 pladser, og normalt er der omkring 10-11.000 tilskuere til sådan en kamp. Så det er jo ikke fordi, vi mangler pladser til vores tilskuere.
- Ikke i orden
Alt i alt synes Odense Boldklub, at det er ærgerligt, at de skal rammes af sanktionerne mod FC København, når OB selv er uden skyld i sagen.
- Der er de to kampe om året, hvor der kommer besøg fra hovedstaden, som virkelig kan trække fynboerne til. Nu har vi fået ødelagt den ene af de kampe. Det er meget bittert for os, siger Jack Jørgensen.
Han understreger samtidig, at der aldrig har været problemer i Odense som dem, FCK's fans skabte på Brøndby Stadion.
- Vi gør rigtig meget for at komme sådan nogle problemer til livs, så det er rigtig synd, at vi nu sidder med den her sag. Og det er rigtig bittert for os, at vi er rodet ind i det. Det, synes vi, ikke er i orden.
Den anden kamp, FCK skal spille uden tilskuere på udebane, bliver mod Brøndby på et endnu ukendt tidspunkt.
TV 2 SPORT forsøger at få en reaktion fra Fodboldens Appelinstans, der har behandlet FCK's appel.