Batteriekspert kommer med to bud på, hvad der skete på elfærge

Først lød meldingen fra politiet, at der opstod brand på elfærgen 'Ellen'. Men det tyder ifølge en ekspert mere på, at batterierne var overophedede.

Der er to mulige årsager til, at der tirsdag opstod en overophedning eller en brand i et af batterirummene på elfærgen 'Ellen', der sejler mellem Als og Ærø.

Den ene er mere sandsynlig end den anden.

Det vurderer Poul Norby, der er professor i energilagring ved DTU, og formand for Dansk Batteriselskab.

Han understreger, at han ikke kender sagen udover det, han har kunnet læse sig til i medierne. Han har dog indgående kendskab til den type batterier, der sidder i elfærgen.

Rederiet Ærøfærgerne kan endnu ikke sige, hvad der er sket, men batterileverandøren arbejder lige nu på at finde årsagen.

Poul Norby hæfter sig især ved, at situationen kunne løses udelukkende ved det automatiske skumslukningssytem, og så Beredskabsstyrelsens resultater af luftprøver på skibet.

Det tyder nemlig mere på en overophedning omkring batterierne end at selve batterierne er brudt i brand, som første melding fra politiet ellers lød på.

quote I princippet skulle det ikke kunne lade sig gøre, at batteriet futter af

Poul Norby, professor i energilagring, DTU, og formand for Dansk Batteriselskab


En produktionsfejl eller fysisk skade

Hvis der har været tale om en brand, så har det ifølge Poul Norby sandsynligvis været en produktionsfejl på batterierne eller en fysisk skade. Det er det mindst sandsynlige.

- I princippet skulle det ikke kunne lade sig gøre, at batteriet futter af, medmindre der er en produktionsfejl i batteriet. Kvalitetskontrollen af batterier er efterhånden så gode, at det ikke burde kunne ske, siger han.

Torsdag oplyste direktøren for Ærøfærgerne, at Beredskabsstyrelsen havde taget luftprøver i batterirummene, som ikke viste tegn på giftige gasser.

Det tyder ifølge Poul Norby på, at der ikke har været brand i batterierne.

Hvis det var batterierne i sig selv, der var gået i brand, så havde branden sandsynligvis været mere ude af kontrol, fordi kemien i batterierne gør, at branden nærer sig selv.

Fakta om elfærgen 'Ellen'

Fejl i styresystem og ledninger

Det mest sandsynlige er, at der har været en fejl i batteristyresystemet eller de ledninger, der løber uden for batterierne.

- Systemet styrer strømmen ved opladning og brug, kontrollerer at temperaturen af batterierne ikke stiger for meget og sørger for, at battericellerne er i balance, siger han.

Det automatiske skumslukningssystem blev aktiveret, og det fortæller Poul Norby, at alt virkede, som det skulle.

Er det her udtryk for, at man har presset batteripakken til det yderste for at kunne lancere verdens kraftigste elfærge?

- Nej det tror jeg ikke. Skibet har sejlet glimrende, så systemet fungerer. De lader selvfølgelig hurtigt, når de er i land, men de kører ikke på maksimal ydeevne af batteriet, for det er der, batteriet bliver presset mest.

Finansiering


Vil sejle efter nødplan

TV SYD har talt med direktør for Ærøfærgerne, Keld Markmann Møller.

Han oplyser, at batterileverandøren Leclanché lige nu arbejder på færgen for at finde årsagen.

Firmaet vil lave en rapport, og hvis den viser, at det er sikkert at genoptage sejladsen, vil Ærøfærgerne anmode Søfartsstyrelsen om lov til at sejle efter en nødsejlplan fra på mandag.

Den indebærer, at der sejles med de resterende batterier, og det vil betyde, at der sejles en tur mindre om dagen, og at der bruges længere tid på at oplade færgen.

Oversigt

    Oversigt