Heino er stolt over Snaves storhed: - Ingen havde regnet med det

Ingen havde i 2001 forestillet sig den opmærksomhed, som den sydvestfynske landsby skulle nyde på baggrund af en reklamefilm.

Det hele startede med en reklamefilm for Sonofon i 2001, hvor den fiktive Polle fra Snave så dagens lys, flankeret af vennerne Heino og Jøgge, som gennem tiden har givet Polle en del sherifstjerner.

Men det ingen havde forudset, da reklamefilmen rullede over danske fjernsynsskærme var, hvor stor berømmelse den assenesiske landsby skulle nyde på bagkant.

Faktisk koster det endnu kommunen i omegnen af 100.000 kroner årligt, at sætte nye byskilte op, når byskiltet til Snave er blevet stjålet - hvilket pengesummen vidner om, er et ofte forekommende problem.

Derfor har Assens Kommune i denne uge valgt at brænde bynavnet fast på asfalten, i stedet for at trykke det på byskiltene.

Fedt med hypen

Heino, med det borgerlige navn Per Otto Bersang, havde heller ikke set berømmelsen for sig, da han i sin tid optrådte foran kameraet til optagelserne af reklamefilmene.

- Det er selvfølgelig ikke fedt, at folk de stjæler. Men at der er den her opmærksomhed stadigvæk, det havde jeg ikke forestillet mig, at vi startede i 2001, siger han.

Det gør indtryk på skuespilleren, at han stadig er med til at kaste glans over den sydvestfynske landsby.

- Jeg er stolt over, at have været med i det her 'Snave-univers'. Og at det her 22 år efter stadig er så hyped, som det er, det synes jeg er fedt, siger Per Otto Bersang.

Han har selv et bud på, hvad der gjorde Polle-universet så stort, som det blev.

- Jeg tror, at det er det nyskabende ved, at man kastede sig over et univers, som var nogle tiltede eksistenser, som folk kunne genkende - i hvert fald her på Fyn. Og så blev det pludselig landsdækkende, siger han.

Oversigt

    Oversigt