Ikonisk byskilt er fortid i Snave efter 20 års tyverier

Polle fra Snave blev folkeeje og med hypen fulgte også år på år med stjålne byskilte i den lille landsby Snave. Nu har kommunen fået nok.

Vejen ind til den lille landsby Snave på Fyn prydes ikke længere af det klassiske, hvide byskilt.

Siden tv-figuren Polle fra Snave blev landskendt i reklamerne fra Sonofon og filmen Polle Fiction i starten af dette årtusinde, har byskiltene fra Snave, hvor der bor 200 mennesker, været i så høj kurs, at der er blevet stjålet i gennemsnit 100 byskilte om året siden 2001.

Skiltetyverierne blev også til en grebet til en egentlig reklamefilm hos Sonofon.

Og det er dyrt for Assens Kommune, som bruger cirka 100.000 kroner om året alene på at sætte nye byskilte op i Snave.

Men nu er skiltene fortid. De er pillet ned, og i stedet er bynavnet "Snave" blevet brændt ind i asfalten i versaler.

- Det alvorlige er, at vi har brugt rigtig mange penge på det her, som kunne have været brugt på de ældre eller på vores veje. Det drejer sig jo om cirka 100.000 om året, og hvis vi så går nogle år tilbage, så begynder det at løbe deropad, fortæller Jens Jakobsen (V), der er formand for Miljø, Teknik og Planudvalget i Assens Kommune, om det økonomiske tab.

quote Det er noget særligt, det er noget sjovt, det er noget, som andre ikke har.

Lene Rasmussen, formand for borgergruppen

 

- Vi har beboere herude, som fra deres soveværelsesvindue kan se, når de bruger en skærebrænder om aftenen, at så kommer der gnister. Så kan man se, at nu er der nogle i gang igen, fortæller formanden for de lokales borgergruppe, Lene Rasmussen.

Polles gode ven i filmen, karakteren Heino, var en af de utidige gutter fra reklamerne og Polle Fiction. I dag går han oftere under sit borgerlige navn, Per Otto Bersang. Han bor på Fyn, og derfor er han ganske klar over sin store popularitet.

- Jeg er enormt stolt af at være medvirkende til en film med denne kultstatus. Det er stort, at det stadig kører så mange år efter – ikke at jeg billiger, at man stjæler, men det er stadig sjovt, at det stadig eksisterer den dag i dag. Også hos unge mennesker fornemmer jeg, at der stadig er stor interesse, siger skuespilleren.

Per Otto Bersang kan stadig leve sig ind i figuren Heino.
Per Otto Bersang kan stadig leve sig ind i figuren Heino.
Foto: Kasper Alfredo Knudsen

Tyveri for millioner

Entreprenørgruppen i kommunen oplyser, at der er brugt omkring to millioner kroner på Snaverelaterede skilte siden 2002, hvor Polle fra Snave for alvor slog igennem som den landskendte Puch Maxi-kørende bøv i filmen Polle Fiction.

- Vi har oplevet de seneste 22 år, at byskiltene er blevet stjålet. Vi er herude cirka to gange om ugen og sætte nye skilte op, siger afdelingsleder hos entreprenørgruppen i Assens Kommune Kenth Bang Lindholm.

At se tomme skilterammer i den vestfynske landsby er de seneste år bestemt ikke kommet som et chok. Derfor var flere af beboerne efterhånden trætte af at se skiltene forsvinde.

- Det er noget mærkeligt noget, fordi mange af dem, der napper de her skilte, de var jo ikke engang født, dengang filmen fik premiere. Det er jo gjort meget godt med det her filmværk, at man har fået så meget kult i det, at det eksisterer små 30 år efter, at man begyndte at lave reklamer, siger Morten Skovsby, der bor i Snave. 

- Det er både åndssvagt og lidt sjovt, for det er en måde at få noget omtale på. Men det er jo også åndssvagt, fordi der er jo ingen, der har noget ud af det. Man kan jo ikke bruge dem til noget andet end at sige: "Prøv at se, hvad jeg har stjålet", mener Axel Jørgensen.

Hvad tænker du om, at tyverierne forhåbentlig nu er et overstået kapitel?

- Så bliver der lidt mindre at snakke om i vores lille by, siger Axel Jørgensen.

Plads til forståelse for tyverierne

Skiltene begyndte at forsvinde i 2001, hvor Polle fra Snave optrådte i Sonofons reklamefilm. Derfor har der igennem tiden også været forskellige forsøg på at løse problemet.

Den 2. juni 2001 kunne TV 2 Fyn derfor bringe nyheden om, at kommunen nu ville begynde at sætte skiltene fast med stålbolte.

Der gik ikke lang tid, før Polle fra Snave havde en effekt i den lille vestfynske by.

Lene Rasmussen fortæller, at de også har brugt specialskruer og DNA-mærkning på skiltene. Men nu er den endelige løsning fundet.

- Det giver rigtig god mening at få det stoppet nu. Det her er en meget, meget billigere løsning end det andet, siger Lene Rasmussen.

Selvom tyverierne har koster Assens Kommune millioner, kan borgerne i Snave stadig godt smile lidt ved tanken om de 23 år, der er gået.

- Jeg kan sagtens forstå, det er hypet og ikonisk. Det kan jeg sagtens følge, siger Lene Rasmussen og fortsætter.

- Det er noget særligt, det er noget sjovt, det er noget, som andre ikke har.

Oversigt

    Oversigt