Borgmesterkandidat fik kvindelig vagt til at tisse i bukserne - men der er stadig tillid til ham

Bestyrelsen for Venstre på Langeland har længe kendt til episoden, hvor partiets borgmesterkandidat overfusede og truede en kvindelig vagt til en koncert sidste sommer.

Venstre skal se fremad. Sagen er lukket. Der er tillid til borgmesterkandidaten.

Sådan lyder det fra toppen af Venstres bestyrelse på Langeland efter TV2 Fyn tirsdag kunne fortælle, at partiets borgmesterkandidat på Langeland, Ulrik Kølle Hansen, sidste sommer verbalt overfusede og truede en kvindelig vagt med tæsk til Bagenkop Havnefest i juli sidste år.

Episoden opstod, da den kvindelige vagt greb ind overfor borgmesterkandidatens søn, da hans opførsel generede musikere og gæster til en koncert. Det overhørte borgmesterkandidat Ulrik Kølle Hansen, hvilket førte til en verbal overfusning af den kvindelige vagt der var så voldsom, at hun tissede i bukserne af skræk. I et opslag på Facebook tirsdag erkender borgmesterkandidaten selv episoden, som han ”ikke er stolt af”. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På trods af episoden, som blev meldt ud til hele Venstre Langelands bestyrelse i efteråret, blev Ulrik Kølle Hansen mindre end et år senere som borgmesterkandidat for Venstre på Langeland. Det førte til, at fire ud af fem kommunalbestyrelsesmedlemmer forlod Venstre i protest mod Ulrik Kølle Hansens kandidatur.

Næstformand i Venstre Langeland, Bjarne Nielsen, siger nu til TV2 Fyn, at han ”ikke ønsker at gå ind i debatten” om episoden til havnefesten. Han bekræfter dog, at Venstres bestyrelse på Langeland blev bekendt med episoden allerede i efteråret sidste år og tilføjer, at han stadig bakker op om Ulrik Kølle Hansen som spidskandidat til borgmesterposten.

Det samme gælder for formand i Venstres bestyrelse på Langeland, Louise Bechmann, der selv deltog i to samtaler med den forurettede kvindelige vagt i efteråret. Direkte adspurgt, om hun stadig bakker op om Ulrik Kølle Hansen som borgmesterkandidat, svarer hun i en sms TV2 Fyn: ”Ja, dette ændrer ikke noget, da vi har kendt sagen siden september og den er håndteret. Medlemmerne har valgt Ulrik ved et demokratisk valg”.

Ulrik Kølle Hansen har ingen kommentar til TV2 Fyn.

De fire nu tidligere medlemmer af Venstre på Langeland, Jesper Skovhus, Karina Jørgensen, Brian Dalsgaard og Peder Hansen, fastholder, at episoden vejede tungt i forhold til deres udmelding og protest mod Ulrik Kølle Hansen som borgmesterkandidat.

Ingen af de fire tidligere partimedlemmer ønsker ikke at stille op til interview, men skriver i et samlet skriftligt svar til TV2 Fyn:

"Vi er utrolig kede af hele denne sag. Det er en dårlig sag for Langeland. Det er ikke en sag, vi har ønsket i medierne, af hensyn til de implicerede parter".

TV2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Venstres formand, Troels Lund Poulsen, men han er ikke vendt tilbage inden deadline. 

Oversigt

    Oversigt