Bymidtens butikker kæmper imod ny blomsterbutik: Sund fornuft, mener ekspert

Et iværksætterpar vil åbne butik uden for Middelfart, mens handelstandsforeningen helst ser at butikkerne ligger i bymidten. Den holdning bakkes op af en bystrategisk rådgiver.

Skal butikker ligge i midten af en by?

Ja, mener foreningen Middelfart Handel, mens iværksætterparret Annette og Martin Christensen har en anden holdning.

De er nemlig ved at åbne deres nye blomsterbutik, der skal ligge ved siden af Bak’s Bakery og Deli godt 2,8 kilometer uden for Middelfart bymidte.

Blomstereventyret kan dog ende med at slutte inden det for alvor er kommet i gang.

Fasthold en aktiv bymidte

Middelfart Kommunes lokalplan tillader nemlig ikke en blomsterbutik på adressen, da der kun må opføres eller indrettes bebyggelse til for eksempel industri, værksteder, entrepenørvirksomheder og kun forretning eller engroshandel, der har tilknytning til det erhverv.

Samtidig mener formand for Middelfart Handel, Marie Louise Paustian, at det kan være med til at ødelægge butikslivet i bymidten, hvis blomsterbutikken og andre butikker søger væk fra byens midte.

- Vi skal holde udvalgsvarebutikkerne samlet, og det skal vi for at sikre, vi har en stærk midtby. Hvis vi først begynder at vande ud i butikkerne, så smuldrer byen, siger Marie Louise Paustian. 

Det bakker Torsten Bo Jørgensen, der er bystrategisk rådgiver og konsulent for flere kommuner om byliv, op om. Ifølge ham giver det stor værdi at butikkerne bliver i bymidten.

- Eksemplet i Middelfart er en helt klassisk situation. Det kan være fornuftigt for den enkelte butiksejer at placere sig udenfor bymidten. Men det er ikke nødvendigvis godt for hele byen. At Handelsstandsforeningen kæmper imod, er sund fornuft. Det handler om at fastholde en aktiv bymidte, siger Torsten Bo Jørgensen.

Giver man fra kommunens side derimod tilladelse til, at butikker må åbne uden for bymidten, så bliver det sværere at skabe andet lidt i byen, mener han.

Vil ikke flytte ind til bymidten

Torsten Bo Jørgensen fremhæver Vejle, som et godt eksempel på en dygtig kommune, der har skabt liv koncentreret i bymidten.

- Her har man arbejdet meget bevidst med det i 30 år. Biografer, restauranter, butikscentre. Nærmest alt skal ligge i bymidten, siger den bystrategiske rådgiver.

Efter planen skulle Annette og Martin Christensens blomsterforretning åbne 1. maj, men nu er det usikkert om åbningen må udskydes.

Iværksætterparret har dog ingen planer om at rykke ind til bymidten i Middelfart.

- Området passer til vores koncept omkring grab-and-go, og der er samtidig mange andre butikker herude i forvejen, siger Martin Christensen.

- Vi tror ikke på, at vi kan lykkes som forretning inde i bymidten. Der har været fire blomsterbutikker inde i Middelfart, og der er nu to tilbage. Der er måske en grund til, at der ikke rigtig er nogle som kan eksistere derinde.

I stedet er udlejeren af det lokale, hvor blomsterbutikken ligger, nu gået i gang med at søge dispensation for lokalplanen.

Er man ikke til bymidte, men synes man egen badestrand og billig husleje lyder godt, så har Middelfart Kommune et rigtig godt tilbud.

Oversigt

    Oversigt