Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Kontrovers om solbriller udvikler sig til flaskekast

En angivelig kontrovers om et par pludseligt manglende solbriller udviklede sig til, at fem mænd i alderen 23 til 28 år kom op at slås med en lokal mand i trediverne på værtshuset Kolibrien i Middelfart.

Det oplyser Fyns Politi til TV 2 Fyn.

- Et vidne har forklaret, at de her solbriller pludseligt var væk, og at det ledte til, at de fem mænd og manden i trediverne røg i totterne på hinanden, siger kommunikationsrådgiver hos Fyns Politi Sunniva Pedersen-Reng, der ikke kan uddybe, hvem af de implicerede, der ejede solbrillerne.

- En af de fem mænd kaster en flaske i hovedet på manden i trediverne, og der bliver tildelt både slag og spark i forbindelse med slagsmålet, siger Sunniva Pedersen-Reng, der tilføjer, at også manden, der fik flasken kastet i hovedet, deltog i slagsmålet.

Om der var andet ud over de manglende solbriller, der ledte til slagsmålet, kan hun ikke uddybe yderligere.

Fyns Politi modtog anmeldelsen klokken 02.09 natten til søndag og var på stedet blot tre minutter senere.

En dørmand på værtshuset kunne udpege gruppen på de fem mænd, som var på vej væk fra stedet, og som Fyns Politi tog kontakt til.

- Mændene er både berusede, højtråbende og kan ikke forstå, hvorfor de er blevet tilbageholdt, siger kommunikationsrådgiveren.

Alle seks personer er blevet sigtet for vold, mens personen, der kastede flasken, er blevet sigtet for kvalificeret vold. Derudover er "et par" af dem blevet sigtet efter ordensbekendtgørelsen.

Fyns Politi er ved at indhente overvågning fra stedet, som skal bruges i den videre efterforskning.

Nogle af de sigtede påførte sig skrammer under slagsmålet, men hverken gruppen på fem eller manden i trediverne er kommet alvorligt til skade.