Misser Black Friday efter million-tyveri: - Vi er helt vingeskudt

Den 30. august forsvandt parfume og kosmetik fra BeautyCos for flere millioner kroner. Det betyder, at virksomheden risikerer at miste både Black Friday og julesalget.

I ly af mørket forsvandt endnu ukendte gerningsmænd med parfumer og kosmetik for op mod tre millioner kroner fra BeautyCos' varelager i det sydøstlige Odense.

Tyvene forsvandt blandt andet med udsøgte mærker som Dior, Chanel og Versace, og tyveriet betyder, at fynske BeautyCos' i alt 11 landsdækkende butikker ikke kan få leveret varer, som de plejer. 

- Det er noget, vi har købt og bygger op hele foråret og sommeren igennem til vores store Black Friday- og julesalg, som er lige om hjørnet.

- Vi er helt vingeskudt, da vi mangler alle vores varer til det salg. Der er desværre rigtig mange kunder, som går forgæves i vores butikker landet over, fortæller ejer Henrik Asmussen.

Han forsikrer dog kunderne om, at medarbejderne på lageret forsøger at skaffe nye varer til butikkerne. 

- Lige nu gør vi alt, hvad vi overhovedet kan for at få fat på nogle erstatningsvarer, men Europa er ekstremt presset på varemangel, siger ejeren.

Fyns Politi efterlyser vidner

Tyveriet skete den 30. august mellem midnat og klokken 03.00 om morgenen, og Fyns Politi efterlyste tirsdag vidner, der kunne have set noget.

Blandt andet er en hvid varebil set parkere tæt på varelageret i tidsrummet. 

Henrik Asmussen ejer BeautyCos, der i alt har 11 landsdækkende butikker.
Henrik Asmussen ejer BeautyCos, der i alt har 11 landsdækkende butikker.
Foto: Ole Holbech

Henrik Asmussen selv er overrasket over, hvor risikovillige tyvene har været under det store tyveri.

- Vi har lukket vores svage punkt, hvor vi ellers troede, vi var godt dækket ind. Det har vist sig, at de kriminelle hele tiden udvikler sig og er mere kreative og mere dumdristige. De er villige til at risikere meget - nærmest livet - for at få fat i nogle varer, der ikke tilhører dem, siger ejeren.

Rent Fort Knox

Om kort tid flytter BeautyCos fra lejemålet på Niels Bohrs Allé, og selvom den står 1-0 til tyvene denne gang, får de ikke mulighed for at stjæle fra Henrik Asmussen igen. 

- Vi er ved at flytte domicil, og det nye bliver et Fort Knox uden lige. Om de kommer sidelæns eller fra luften, er vi klar, forsikrer Henrik Asmussen. 

Vidner til tyveriet kan kontakte Fyns Politi på telefon 114.

Oversigt

    Oversigt