Benjamin var tæt på at miste livet under fabriksbrand

Efter optagelserne til ’Kærlighed hvor kragerne vender’ har livet været ”kaotisk” for Benjamin Lassen Schmidt.

I sæsonafslutningen på datingprogrammet har armen i slynge og må brødbetynget fortælle Kaya Pejl, at han er ked af de ting, han "har udsat hende for"; at han ikke har givet hende opmærksomhed, fordi han har haft ”brug for at lande”, efter at han har været ude for en ulykke.

Men præcis hvor voldsom ulykken var, får seerne ikke at vide.

- Det var meget tæt på, at jeg ikke havde været her i dag. Alt for tæt på, fortæller han i dag syv måneder efter arbejdsulykken.

- Jeg kæmper med skulderen. Den bliver aldrig god igen, og jeg kan ikke engang bære mine børn, som jeg kunne før. Det er stadig uvist, om jeg kan komme tilbage og arbejde som brandmand, men jeg gør, hvad jeg kan, for at det skal lykkes.

Tæt på at blive kvalt af skum

Som brandmand blev den 31-årige nyborgenser i september kaldt ud til en brand på en fabrik i lokalområdet.

Fabrikken håndterer store mængder farligt affald, så for effektivt at slukke ilden og minimere skaderne blev den brændende bygning fyldt op med et tykt, hvidt skum, som skulle kvæle ilden.

Men netop dét skulle vise sig at blive skæbnesvangert for Benjamin Lassen Schmidt.

Under slukningsarbejdet trådte han nemlig direkte ud i en flere meter dyb affaldsgrav, som havde været skjult under skummet. Her slog han sin skulder så voldsomt, at han ikke selv kunne rejse sig.

Det skulle senere vise sig, at en sene i hans skulder var revet over med så stor kraft, at knoglefragmenter var blevet flået med. Men på dette tidspunkt troede Benjamin Lassen Schmidt, at det var fordi, skulderen var gået af led, at han ikke kunne bevæge den.

Samtidig opdagede han, at hans røgdykkermaske var blevet beskadiget under faldet, så den nu var utæt.

Så hvis han ikke snart blev hjulpet op, ville luften slippe op for ham.

Frygtede, at han ikke ville se sine børn

Det er pudsigt, hvordan tid kan opfattes forskelligt, afhængig af den situation man befinder sig i.

Nogle gange kan 20 minutter føles som et splitsekund. For Benjamin Lassen Schmidt varede de 20 minutter i affaldsgraven så lang tid, at han nåede igennem flere faser.

I begyndelsen var han mest fokuseret på sin skulder. Den gjorde så ondt, at han frygtede, den aldrig ville blive sig selv igen. Og ville han så fortsat kunne arbejde som brandmand?

Uanset lovede han sig selv, at han i hvert fald ikke ville lade oplevelsen skræmme ham væk fra jobbet.

Men som tiden gik, og det blev sværere at trække vejret, gik det op for ham, at skulderen måske ville blive det mindste problem.

- Jeg var ikke i tvivl om, at mine kollegaer ville gøre alt, hvad de kunne for at redde mig. Men jeg blev meget i tvivl om, hvorvidt de ville kunne nå det, inden at luften slap op, husker Benjamin Lassen Schmidt.

- I så fald ville jeg aldrig se mine børn eller min familie igen.

- Det reddede mit liv

Sammen med sin ekskæreste har Benjamin Lassen Schmidt to børn på to og fire år. Og da tankerne faldt på dem, tog han en beslutning om, at han ville overleve ulykken – for deres skyld.

Under skummet kunne Benjamin Lassen Schmidt hverken se eller høre. Alt var mørkt og blødt omkring ham – som når man er fanget under vand, fortæller han. En følelse, han genkendte fra sin store passion for dykning.

På sine mange undervandsture har Benjamin Lassen Schmidt lært at fokusere på sin vejrtrækning for at lade luften i lungerne holde længere. Og den erfaring kunne han bruge, mens minutterne slæbte sig afsted.

- Jeg prøvede at lade være med at tænke på mine børn, og på alt det jeg kunne miste. I stedet fokuserede jeg på min vejrtrækning og forestillede mig, at jeg lå i havet og dykkede om natten, husker han.

- Og det reddede mit liv.

For pludselig kunne han mærke et fast greb om sin fod.

Hans kollegaer havde aldrig været langt væk. Fem til seks meter over ham havde de kæmpet for at redde hans liv.

Først havde de forsøgt at sende en stige ned, som han kunne kravle op ad. Men da de indså, at han ikke kunne bevæge sig, hoppede en kollega ned i infernoet af skum for at lede efter ham.

Da kollegaen endelig nåede frem, gik det dog op for ham, at han måtte tilbage til overfladen for at hente forstærkninger.

Til sidst fik Benjamin Lassen Schmidt hjælp af to mand, som satte en line fast til hans rygskjold, så han kunne blive hejst op.

Og han var reddet.

Mistede sin identitet

Efter ulykken har Benjamin Lassen Schmidt haft det svært. I tre måneder har han levet i det, han beskriver som et sandt smertehelvede, mens skulderen langsomt har skullet falde på plads efter en større operation.

Men han kan stadig ikke bruge den. Og tankerne har været tunge.

- Hele min identitet blev taget fra mig fra den ene dag til den anden. Hvad skal jeg, hvis jeg ikke skal være brandmand? Alt, jeg kender til, skulle gentænkes, siger han.

- Jeg havde mest lyst til at ligge under dynen og ikke eksistere. Den smule overskud, jeg har haft, er gået til mine børn.

Børnene ved, at far har slået sig og ikke kan bruge sin højre arm. Heldigvis forstår de ikke, hvor tæt de var på at miste ham, fortæller Benjamin Lassen Schmidt.

Har fået nyt perspektiv på livet

Her syv måneder efter ulykken håber han stadig, at hans skulder heler ordentligt, og at han kan vende tilbage til jobbet som brandmand.

Men han vil ikke gå og være ked af det, hvis det ikke sker.

- Efter ulykken hænger jeg mig ikke i de samme små bagateller, som jeg gjorde før. Det er ikke værd at spilde sit liv på ting, der ikke kan laves om, siger han.

Derfor har han valgt at starte på et adgangskursus til ingeniøruddannelsen. Det er en drøm, han længe har haft, som han nu har fået et skub til at forfølge.

Men hvis han alligevel kan vende tilbage til Beredskabet, er det en ændret mand, der trækker i den gamle uniform.

En mand, der er mere rolig, fordi han nu ved, at han kan holde hovedet koldt og gøre det rigtige selv i meget pressede situationer.