Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Borgmester blev lovet fem millioner - så fik han en e-mail

I forbindelse med trafikforliget i 2021 fik Assens Kommune tilsagn om at få fem millioner kroner til forundersøgelser af trafikforhold. 

Det vakte glæde hos blandt andre kommunens borgemester Søren Steen Andersen (V), der blandt andet ønsker sig en bedre vejforbindelse til Odense og Motorvejen. 

Nu er smilet dog stivnet, for forrige torsdag fik borgmesteren en e-mail fra sin partifælle, transportminister Thomas Danielsen (V), hvori ministeren informerede om, at partierne bag forliget havde besluttet sig for at bruge pengene på noget andet. 

Nu har borgmesteren rettet henvendelse til partierne i forligskredsen i håb om at få dem til at rette op på det. 

- Jeg synes ikke, vi kan lade det her gå upåagtet hen. Man kan ikke løbe fra sådan en aftale og så bare bruge pengene på noget andet, siger Søren Steen Andersen. 

Han lover at lægge et vedholdende tryk på partierne bag beslutningen og deres ordførere for at få svar på, hvordan de har tænkt sig at hjælpe Assens Kommune i stedet. 

Er det ikke fair nok at man bliver klogere undervejs?

- Næ, det synes jeg ikke, det er. Vi skal da ikke snydes for de penge, som vi har sat næsen op efter at få del i. Den opgave er vigtig for os. Der er kun os til at tænke på os i Assens Kommune. 

Føler i jer underprioriterede?

- Ja, i det her tilfælde gør vi. Vi bliver godt behandlet på mange andre områder, men det her synes jeg ikke er i orden. 

Transportminister Thomas Danielsen oplyser til TV 2 Fyn, at forligspartierne har besluttet at bruge pengene på at undersøge en mulig Als-Fyn forbindelse i stedet for, men ministeren tilføjer, at han er opmærksom på udfordringerne i Assens.