Det seneste døgns slemme bekymringer er blevet til virkelighed og et sandt mareridt for Strandmølleskolen i Assens, der i den grad er blevet ramt af de voldsomme vandmasser.
Legepladsen er fyldt med vand, og der står knap en halv meter kloakvand og havvand i både sløjdlokaler og SFO. Det fortæller skolens pedel Peter Brix.
- Det er helt håbløst. Det er mega kritisk, siger Peter Brix.
I Assens er vandstanden steget til to meter over normalen som følge af den voldsomme stormflod, og det rammer især privatskolen, der ligger tæt ved havnen.
- Jeg håber vandet faldet hurtigt, så vi kan komme af med det igen.
Allerede torsdag var personale, forældre og elever i gang med med at forberede skolen på, at vandmasserne ville stige i byen, og frygten var allerede der, at det ville ramme netop SFO'en.
- Prøv at se gulvet derinde. Der må man sige, det er et svømmende gulv, siger Peter Brix og peger ind i fritidsordningens køkken, der står under vand.