Købere af nyudstykkede ejerboliger er i en række konkrete tilfælde blevet opkrævet grundskylden for et større areal, end de ejer. I Gitta Ravns tilfælde var det 13 naboers grundskyld, hun blev opkrævet.
Tirsdag eftermiddag oplyser skatteminister, Rasmus Stoklund, i en pressemeddelelse, at forligskredsen bag det nye ejendomsvurderingssystem er blevet enige om en løsning, hvor staten tilbagebetaler den skat, som de berørte boligejere måtte have betalt for meget i 2024.
- Vi står i en helt særlig situation, hvor et mindre antal borgere er fanget i en problemstilling, hvor retsfølelse og almindelig sund fornuft er stødt sammen med lovens bogstav. Med den løsning, vi har fundet med forligskredsen, synes jeg, den sunde fornuft har sejret”, siger skatteminister Rasmus Stoklund.