Efter sidste uges vinterlige vejr og med decembers komme vil det være nærliggende at ønske sig sne i den kommende uge. Det kommer imidlertid ikke til at ske, da ugen i første omgang byder på regn og temperaturer op til 15 grader.
Det fortæller Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag morgen.
Særligt mandag bliver lun og våd. Tirsdag falder vinden, og man får mulighed for at se sol. Til gengæld falder temperaturen. Temperaturen fortsætter med at dale onsdag, hvor der fortsat er byger. Torsdag falder temperaturerne til mellem fem og otte grader.
- Fredag tager vi en tørvejrsdag med en svag nordlig strømning med lidt skiftende vind, men sne skal man ikke håbe på, siger Klaus Larsen.