En tør oktober har sænket det terrænnære grundvand i det meste af Danmark, hvilket sænker risikoen for oversvømmelser. Det skriver Geus (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) på sin hjemmeside.
I august stod det terrænnære grundvand "særdeles højt", hvilket betød, at flere dage med vådt vejr potentielt kunne forårsage oversvømmelser fra grundvand og åer.
Men der faldt blot 45 millimeter regn på landsplan i oktober, hvor nedbøren normalt er på 83,2 millimeter. Geus skriver, at der fortsat er forhøjet grundvandsstand enkelte steder i landet - særligt i Østjylland.
De senere år har budt på flere oversvømmelser rundt omkring i Danmark, og der er atter fare for oversvømmelser denne vinter trods en tør oktober. Det fortæller seniorforsker i afdelingen for hydrologi hos Geus Raphael Schneider.
- Risikoen for grundvandsoversvømmelser er ikke drevet over, men snarere udsat.