Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Dreng truet med kniv til at udlevere sin scooter

En dreng fra Årslev fik sig noget af en ubehagelig oplevelse torsdag aften. Her blev han nemlig truet til at udlevere sin scooter af en maskeret mand med en kniv.

Det oplyser Fyns Politi til TV 2 Fyn.

- Vi får anmeldelsen torsdag klokken 18.23, siger vagtchef hos Fyns Politi Johni Müller, der ikke vil komme ind på, hvem der indgav anmeldesen.

Ifølge vagtchefen er den forurettede under 18 år, men han vil ikke komme alderen nærmere. Til spørgsmålet om de to personer kendte hinanden i forvejen, vil vagtchefen heller ikke komme nærmere ind på.

- Simpelthen fordi det bliver lettere identificere den forurettede, når der er tale om et lokalsamfund, siger vagtchefen.

Efter episoden kørte gerningsmanden i retning mod Højby.

Der er indtil videre ingen anholdte i sagen, men Fyns Politi arbejder lige nu på at finde frem til, hvem og hvor gerningsmanden er, så de kan foretage en anholdelse.

Gerningsmanden beskrives som 180 centimeter høj og slank af bygning. Han bar en sort jakke med en hvid stribe på brystet samt mørke bukser.

Fyns Politi kan kontaktes på 114 med informationer, der kan lede frem til gerningsmanden.

Det oplyses ikke, hvordan drengen har det i dag.