Selvom vi skal tilbage til slut 90'erne og start 00'erne, hvor Funkstar De Luxe peakede, formår den odenseanske dj endnu at skabe en god fest.
Nu præsenterer Midtfyns Festival Funkstar De Luxe som et af hovednavnene, der desuden får den ære at lukke festivalen ned. Det skriver festivalen i en pressemeddelelse.
- Det er helt enestående, at Midtfyns Festival har mulighed for at præsentere Funkstar De Luxe, der har spillet for et kæmpe publikum på nogle af de største klubber i verden, siger den ene del af festivalledelsen, Kim Skovby Klindt.
51-årige Funkstar De Luxe med det borgerlige navn Martin Ottesen er særligt kendt for sit remix af Bob Marleys Sun Is Shining, der for 25 år siden satte ild til dansegulvene verden over - først på Ibiza, sidenhen i England og dernæst i resten af verden.
Funkstar De Luxe spiller på Midtfyns Festival lørdag 7. september.