Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Fyns Politi bekræfter sprængning ved ejendom i Ringe

Fyns Politi bekræfter fredag morgen til TV 2 Fyn, at det var en sprængning der lå til grund for en større undersøgelse i Ringe torsdag.

- Vi var ved ejendommen, da nogen havde kastet noget ind, som udløste en sprængning. Sprængningen havde gjort materiel skade på ejendommen, og derfor skulle vi have det undersøgt, oplyser vagtchef ved Fyns Politi, Steen Nyland.

Han kan i øvrigt ikke oplyse mere om torsdagens aktion i Ringe, hvor både Forsvarets sprængstofenhed EOD og Beredskabsstyrelsen deltog.

Fyns Politi har tidligere bekræftet overfor TV 2 Fyn, at det er en hændelse som skete sent onsdag aften, der satte undersøgelserne i gang.

I forbindelse med hændelsen er der ikke nogle tilskadekomne.