Lasse Norman Leth kan med en medalje ved OL i Paris blive den mest vindende danske OL-atlet nogensinde.
Cykelrytteren får dog ikke mulighed for at forsvare sit OL-guld i parløb på cykelbanen.
Landstræner Casper Jørgensen har nemlig besluttet, at Niklas Larsen skal være Michael Mørkøvs makker, og dermed er Lasse Norman Leth vraget.
- Det var han ærgerlig over og skuffet over. Selvfølgelig. Men Lasse er professionel. Han kender gamet og har været med så mange gange, hvor han har været på den rigtige side af en udtagelse, siger Casper Jørgensen.
Årsagen, til at Niklas Larsen er valgt foran Lasse Norman Leth, er ganske simpel.
- Det er, fordi jeg vurderer, at han er den stærkeste sammen med Michael. Jeg mener, det er det par, der kan gøre det bedst, siger Casper Jørgensen.