Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Hærværk mod tolv biler: Politiet søger vidner

Ruder og sidespejle på tolv biler og en enkelt vinduesrude blev smadret natten til søndag i Nørre Lyndelse. 

Otte af bilerne tilhører Hjemmeplejen Årslev, som opdagede skaderne søndag morgen lidt over seks, da den første medarbejder mødte ind. 

Fyns Politi ved endnu ikke, hvem der står bag hærværket, men grundet sagens alvor er de gået i gang med at efterforske sagen.

- Det er heldigvis atypisk, at vi ser en mængde hærværkssager på det her niveau. Det er også derfor, vi ser det som seriehærværk, og at vi efterforsker det og ser alvorligt på det, siger politikommissær Søren Wind-Hansen.

Derfor håber politikommissæren også på hjælp fra borgerne i området.

- Vi vil opfordre beboere og personer, der måtte have videoovervågning til at gennemse det. Det kan være, de ligger inde med noget materiale, som de ikke er klar over, siger Søren Wind Hansen.

Hos Hjemmeplejen Årslev har det også skabt nogle udfordringer med de mange biler, som de nu ikke kan bruge. 

- Her til morgen, da vi mødte ind, måtte vi jo finde ud af, hvem der skal køre i egne biler. Det er frustrerende, når man skal ud og passe de ældre, siger Lone Nielsen, der er sosu-hjælper i Hjemmeplejen Årslev.