Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Indehaver af fyret plejefirma: - Det er en mavepuster

- Dybt uforstående. Det er en mavepuster.

Sådan lyder det fra indehaver af MI-VI-REN, Pia Pauli, efter Faaborg-Midtfyn Kommune har valgt at ophøre samarbejdet af den private hjemme- og sygeplejeleverandør.

- Vi ved ikke, hvad vi skal sige, og vi kan ikke få grundlaget for opsigelsen. Vi kan forsvare os ud af alt, hvad de er kommet med, og vi kan dokumentere os ud af det. Vi mangler at få at vide hvorfor, siger indehaver Pia Pauli.

Kommunen har reageret på en anonym henvendelse og gennemført "omfattende kontrol af de sundhedsinstanser", som virksomheden har leveret til en række borgere i kommunen, lyder det i en pressemeddelelse. 

Her viste kontrollen manglende dokumentation af medicinhåndtering ufaglærte arbejdere og andre alvorlige fejl i arbejdet, der ikke lever op til de krav og standarder, der er indskrevet i kontrakten mellem de to parter. 

- Vi er underlagt kommunens kvalitetstandarder, og det er kommunen som vælger, hvad vi må og ikke må. Vi skal opfylde deres kontrakt, og spørger du os, så har vi opfyldt den kontrakt. Vi har kompetencerne til det, som vi skal udføre, siger hun. 

Kan ikke genkende billedet

Pia Pauli kan ikke genkende billedet, som kommunen tegner af virksomheden. Hun mener, at kommunen efter sin kontrol skulle have indkaldt til dialog.

- Siden vi blev bevidst om denne bekymringshenvendelse, så har kommunen været tavs. Vi har ingenting kunne få fra dem overhovedet, siger Pia Pauli.

Den manglende dialog er vicekommunaldirektøren derimod ikke enig i. 

- Det forstår jeg ikke. Der har været en dialog i en måned nu om lige netop de forhold, så jeg tænker, at det burde stå ret klart, siger Sigi Kristoffersen, vicekommunaldirektør i Faaborg-Midtfyn Kommune. 

- Der er en risiko i forhold til de borgere, og den service, der bliver leveret, som vi ikke kan leve med. Og det forløb som vi har været igennem den sidste måned, har ikke betrygget os i, at den risiko er mindre. 

Omkring 30 ansatte fra virksomheden MI-VI-REN, der tirsdag blev opsagt af Faaborg-Midtfyn Kommune, demonstrerede onsdag formiddag foran rådhuset i Ringe.