Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

De sidste minkskind er solgt for over en milliard kroner

Det sidste hammerslag er banket i bordet, og de sidste minkskind er blevet solgt.

Sidste handelsdag for pelsauktionshuset Kopenhagen Fur fandt sted torsdag, og omsætningen passerede en milliard kroner.

Det oplyser Kopenhagen Fur til Ritzau.

Til auktionen blev der udbudt i alt 3,7 millioner minkskind, som var blevet pelset i 2020. Samtlige skind blev solgt på auktionen, der løb fra 1. juni til 6. juni.

- Det har været en dag med blandede følelser. Vi har jo vidst i tre år, at vi skulle lukke, siger Jesper Lauge Christensen, administrerende direktør i Kopenhagen Fur.

- Så på en måde er det en lettelse, at vi nu har afviklet en god sidste pelsauktion med 3000 besøgende i de sidste dage, siger direktøren.

Jesper Lauge Christensen meddelte i november 2020, at Kopenhagen Fur ville lukke.

Det skete som en direkte konsekvens af den daværende regerings beslutning om, at alle mink skulle aflives for at undgå omfattende smitte med en muteret version af covid-19.