Dele af landet kan blive ramt af vinterens første snefald og kraftig blæst, når et hidsigt lavtryk tirsdag nærmer sig Danmark.
Sådan lyder de foreløbige prognoser hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Det ser ud til at blive et par bistre dage, der venter forude, siger vagthavende meteorolog Mette Zhang.
Der vil ifølge meteorologen være tale om slud og tøsne, der i løbet af tirsdag især vil ramme de sydøstlige dele af landet.
Også onsdag kan blive en barsk affære, hvor der skrues endnu mere op for vinden.
- Onsdag ser ud til at blive et gedigent blæsevejr med hård vind til hård kuling fra mellem nord og vest, siger Mette Zhang.
Det bliver et par dage, hvor vejret også kan få betydning for trafikken, vurderer meteorologen.
- Alt efter hvornår den hvide nedbør falder, kan man godt forvente, at aftentrafikken tirsdag kan blive berørt, i hvert fald i den sydlige del af landet.