Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Dræbende iltsvind har bidt sig fast i flere danske farvande

September bød på det største iltsvind siden 2002, og flere steder har iltsvindet ifølge forsker bidt sig fast.

Det vakte opsigt, da forskere i september konstaterede det største iltsvind i danske farvande siden 2002.

En opfølgende måling foretaget i perioden fra 25. september til 5. oktober viser, at der fortsat er store områder med iltsvind.

- Især i det sydlige Lillebælt, Aabenraa og Flensborg Fjorde og Det Sydfynske Øhav er iltsvindet stadig til stede, og det er endda forværret en smule.

 - Så man kan sige, at i de områder har iltsvindet bidt sig fast, siger seniorrådgiver Jens Würgler Hansen, Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) ved Aarhus Universitet.

I september konkluderede forskerne, at iltsvindet i de indre danske farvande berørte et område på størrelse med Sjælland. Iltsvind går ud over bundlevende dyr, fisk og planter. I de hårdest ramte områder søger dyr og fisk væk, og fastsiddende dyr som orme og muslinger dør.