Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Ejer af flere Odense-barer politianmeldt

Forbrugerombudsmanden har netop meddelt, at den har anmeldt Rekom for falsk markedsføring. Koncernen ejer en stribe af barer og natklubber i Odense.

et er sket, fordi der 13 gange fra 10. til 16. marts 2020 blev offentliggjort meget positive femstjernede anmeldelser af app’en Nightpay på Trustpilot. Anmeldelserne var skrevet af en række personer, som alle var ansat i Rekom-koncernen.

Nightpay benyttes til at betale i Rekoms beværtninger - blandt andet i Odense.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at en almindelig forbruger kunne tro, at de 13 anmeldelser er skrevet af uvildige forbrugere og kan dermed være blevet vildledt til at handle anderledes, end de ellers ville have gjort.

- Forbrugerne skal kunne stole på de brugeranmeldelser, de læser, så de træffer beslutninger og handler på en reel baggrund. Det er vildledende, hvis medarbejdere eller andre personer med tilknytning til virksomheden laver brugeranmeldelser på eksempelvis Trustpilot, siger kontorchef ved Forbrugerombudsmanden Tanja Højrup.

I Odense ejer Rekom Aya, Proud Mary, Heidis Bier Bar, LA Bar, Butchers og Rabalder Bar.