Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Færre pædagogstuderende får socialdemokrat til at love lønsnak

Det vækker bekymring på Christiansborg, at de pædagogiske uddannelser på Fyn har oplevet et ekstraordinært stort fald i nye studerende i år.

Så meget at Socialdemokratiet nu forsikrer om, at de er klar til at kigge på pædagogernes løn.

- Det er et af de midler, der skal til. Løn og arbejdsvilkår er nogle af de steder, vi skal ind og kigge. Arbejdsvilkår er jo også, at man får kollegaer, der er uddannet, siger Sara Emil Baaring (S), der er medlem af uddannelses- og forskningsudvalget i Folketinget og valgt på Fyn.

En rapport viste netop fornyligt, at pædagogerne er nogle af dem, der er lavtlønnede i forhold til deres uddannelsesniveau. 

Hvad der har gjort søgningen til pædagoguddannelserne på Fyn ekstra dårlig i år, har socialdemokraten dog ikke noget svar på.

- Men det er noget, jeg har tænkt mig nu at gå i dialog med UCL og BUPL Fyn om, siger Sara Emil Baaring.

I 2022 optog pædagoguddannelsen i Odense 368 studerende, mens uddannelsen i Svendborg optog 43. I år er der optaget 283 på uddannesen i Odense. I Svendborg er der optaget 33.

Det svarer til et fald i optagelsen på over 23 procent på de fynske pædagoguddannelser, mens der på landsplan kun er sket et fald på fem procent.