Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Fire fynboer udtaget til VM i banecykling

Tirsdag satte Dansk Cykle Union navne på de danske ryttere, der skal repræsentere de danske farver ved det kommende verdensmesterskab i banecykling i Glasgow, og hele fire ud af de i alt ni udtagne danske ryttere kommer fra Fyn. 

Den 22-årige Strib-rytter Ellen Hjøllund Klinge er for første udtaget til senior-VM, hvor hun sammen med rutinerede Amalie Dideriksen skal køre parløb. 

- Hun har aldrig været bedre end nu, og det er vigtigt, vi får givet vores unge ryttere mulighed for at få den erfaring, der skal til, for at klare sig godt til de store mesterskaber. Vi går derfor ikke ind til VM parløb med medaljer som målsætning. Hvor vi ender i det, må dagsformen og løbet vise, men sikkert er det vi kommer til at køre efter det bedst mulige resultat, siger landstræner Thomas Dalsted.

Ellen Hjøllund Klinge er forsvarende danmarksmester i både parløb og omnium.  

Hos herrerne er hele tre fynboer blandt de syv udtagne ryttere. Rasmus Lund, Lasse Norman Leth og Tobias Aagaard skal gøre Michael Mørkøv, Niklas Larsen, Carl-Frederik Bévort og Frederik Rodenberg selskab i Glasgow. 

Og cheflandstræner Casper Jørgensen - som i øvrigt også er fynbo - håber på danske medaljer. 

- Vi har haft en god optakt, og holdet virker fint kørende. Vi håber på at få medalje i holdløbet, men er lidt usikre på vores niveau, da det hold vi stiller med aldrig, har kørt sammen. Jeg håber, at Tobias Aagaard kan gå i top-8 i Elimination, men det er et meget chancebetonet løb, så det kan blive lidt af det hele. 

- Endelig har vi Michael og Lasse i parløbet. Det er næsten to år siden de sidst kørte et parløb sammen, så vi er spændte på at se deres niveau i forhold til de andre top nationer. Men vi håber på top-3 og drømmer om en VM titel, siger Casper Jørgensen. 

VM starter torsdag og fortsætter frem til onsdag 9. august.