Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Forbrugerrådet Tænk: Fradrag vil sætte skub på reparationer

Det er oplagt at indføre et fradrag for reparation af defekte vaskemaskiner, telefoner og fjernsyn.

Det mener chefkonsulent i Forbrugerrådet Tænk Vagn Jelsøe, der støtter et forslag fra De Radikale om at indføre et reparationsfradrag.

- Vi synes, det er oplagt, i en tid hvor alle taler om, at vi skal gøre noget for at nedbringe affaldsmængder og klimabelastning, siger han.

Hvert år smider danskerne 100.000 ton computere, kaffemaskiner, mikrobølgeovne og andet elektronisk udstyr ud.

Vi skal i stedet gøre det mere attraktivt at reparere maskiner, der er gået i udu, frem for at smide dem ud, lyder det fra Vagn Jelsøe.

- En meget stor del af vores CO2-udledning kommer fra produktion af de ting, vi har. Så en forlænget levetid er noget af det, der virkelig kan gøre en forskel i klimaregnskabet, siger han.