Otte af landets ti biskopper retter i et høringssvar flere kritikpunkter mod regeringens forslag om forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund - også kaldet "koranloven" fordi lovindgrebet vil gøre det ulovligt blandt andet at brænde koranen af.
- I vores høringssvar sætter vi spørgsmålstegn ved, hvad: ”utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning” betyder?, forklarer Mads Davidsen, der er biskop over Fyens Stift, til TV 2 Fyn i en mail.
I høringssvaret kritiserer biskopperne også processen omkring lovforslaget, der er fremsat parallelt med den offentlige høring.
- Vi problematiserer dernæst formuleringerne ”utilbørlig behandling” og ”genstande med væsentlig religiøs betydning”. Vi mener at disse formuleringer er upræcise og bemærker blandet andet, at lovforslaget ikke fremlægger bud på hvordan ”væsentlig religiøs betydning” måtte afgrænses i en given situation.
Biskopperne peger ligeledes på, at synet på religiøse genstande kan adskille sig væsentligt fra de forskellige trossamfund – herunder også i Folkekirken.
- Jeg anerkender, at der skal lovgives på dette område, men mener personligt, at den gamle blasfemiparagraf, som ikke tillod offentlig spot eller forhånelse af troslærdomme og gudsdyrkelse, var bedre. Ærindet for mig er at behandle andre religioner med respekt og samtidig at give plads til kunstnerisk udfoldelse og religionskritik, lyder det fra Mads Davidsen.