Der er voldsom vækst i svindleres forsøg på at misbruge Energi Fyns navn i mails, opkald og SMS'er til forbrugere, oplyser elselskabet i en pressemeddelelse.
"Hej [navn] Du har et udestående hos Energi Fyn, og din strøm kan som konsekvens blive slukket, hvis dette ikke bringes i orden snarest muligt. Se regning her [link]". Sådan lyder et eksempel på en svindel-sms til en kunde.
- Vores Kundecenter modtog fredag omkring frokost pludselig mange opkald fra bekymrede kunder. Vi fandt hurtigt ud af, at der var blevet sendt en falsk sms ud til mange kunder og ikke-kunder, fortæller Finn Andersen, der er kommerciel direktør hos Energi Fyn.
Han understreger, at den data svindlerne har brugt ikke stammer fra Energi Fyn. Svindlerne har brugt offentligt tilgængelig data til at sende de falske sms'er ud.
Energiselskabet er også blevet kontaktet af kunder, der fortæller, at Vest Energi oplyser, at de samarbejder med Energi Fyn, og man kan spare tusindvis af kroner, hvis man skifter elaftale.
- Det er på ingen måde korrekt. Vi samarbejder ikke med andre energiselskaber. Slet ikke selskaber som Vest Energi. Elmarkedet er vanskeligt at gennemskue, og derfor falder mange desværre for en umiddelbar udsigt til lavere elpriser og store årlige besparelser. Men virkeligheden er ofte en helt anden, advarer Finn Andersen.