Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Fynsk S-borgmester retter stærk kritik mod regeringstoppen

Sammen med en række andre S-borgmestre retter Kerteminde borgmester, Kasper Ejsing Olesen, nu kritik mod Mette Frederiksen (S) og resten af regeringstoppen for at have "penge nok".

Det viser en rundringning som TV 2 Fyn har foretaget i samarbejde med TV 2.

- De stiller os med sorteper, når de ikke giver os rammerne til at kunne leve op til den service, vi skal. Vi sidder lige nu og laver besparelser på den borgernære kernevelfærd. Det har vi gjort i alle de 10 år, jeg har været i politik, siger borgmester i Kerteminde Kommune, Kasper Ejsing Olesen.

I en tid, hvor blandt andet Kerteminde Kommune oplever at skulle lave store millionbesparelser for at få økonomien til at hænge sammen, har de svært ved at genkende deres partileders budskab om, at der er "penge nok".

I et skriftligt svar til TV 2 roser finansminister Nicolai Wammen (S) kommunerne for "en kæmpe indsats" med at løse "en svær opgave".

- Jeg har selv været borgmester, og jeg ved godt, at det er svære prioriteringer, kommunerne står over for, siger Wammen, der var socialdemokratisk borgmester i Aarhus fra 2006-2011.

Kritikken kommer samme dag som regeringstoppen indleder deres danmarkstur, hvor de blandt andet besøger Odense.