Mø indlemmes nu i et fornemt selskab, som Gasolin, C.V. Jørgensen og Love Shop også er en del af.
Den 36-årige musiker modtager æresprisen til årets Danish Music Awards, som uddeles 28. november i den tidligere fabriksbygning The Plant på Refshaleøen i København.
Det oplyser musikselskabernes brancheorganisation, Ifpi, som står bag Danish Music Awards.
- Hvis jeg igennem min relativt korte tid har været med til at inspirere nogle, så er min lykke gjort, for det er det, min praksis handler om: at prøve på at gøre mig selv fri fra indre og ydre grænser, så det kan åbne nye veje for andre og tillade dem at være sig selv, siger Mø blandt andet i en pressemeddelelse.
Mø, der bærer det borgerlige navn Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen, fik sit store gennembrud i 2013 med nummeret "Pilgrim", som blev fulgt op af hendes debutalbum, "No Mythologies To Follow", året efter.
I 2015 fik den fynskfødte stjerne sit internationale gennembrud, da hun var med til at skabe Major Lazers megahit "Lean On", som hun også lagde vokal til.