Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

It-koks i NemKonto: Borgere fik udbetalt andre folks penge

En teknisk fejl har ført til at en række borgere har fået udbetalt andre folks penge. Det skriver Ingeniøren onsdag.

Årsagen til problemet er en fejl i systemet hos NemKonto.

Fejlen har medført, at forskellige danskeres data er blevet blandet sammen, når to personer har forsøgt at ændre deres indstillinger i systemet på samme tid, skriver mediet.

Ifølge Digitaliseringsstyrelsens egne optællinger er der tale om 26 forskellige udbetalinger, der er gået til forkerte modtagere.

Ti borgere mangler fortsat at få deres egne penge udbetalt som følge af fejlen, skriver Ingeniøren.

Digitaliseringsstyrelsen oplyser til Ritzau, at fejlen blev opdaget for omkring fire uger siden. Den formodes at være opstået i forbindelse med en opdatering af systemet den 11. juni i år.