Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Løj om kriminel fortid - nu udvises mand i opsigtsvækkende sag

En 60-årig mand er torsdag blevet dømt til udvisning, efter han løj om sin kriminelle fortid, i forbindelse med en ansøgning om statsborgerskab.

Da han fik tilkendt sit statsborgerskab i 2015 underskrev han nemlig på tro og love, at han ikke havde begået noget kriminelt i Danmark eller udlandet - herunder også forhold som han hverken var sigtet, tiltalt eller dømt for.

Men kort før tildelingen af statsborgerskabet overtrådte han straffeloven - blandt andet med overgreb og forsøg på voldtægt af et familiemedlem. Det blev han dømt for i 2017, hvor han dog ikke kunne udvises, da han var dansk statsborger.

I 2022 mistede han sit statsborgerskab i byretten, hvilket blev stadfæstet i landsretten i 2023, da han havde givet urigtige oplysninger. Nu har Fyns Politi vundet en særskilt sag mod manden, som betyder at han udvises i 12 år.

- Jeg er godt tilfreds med dommen, da det er en situation, vi ikke har set før. Dels er jeg tilfreds med, at retten fulgte anklagemyndighedens påstand om, at der i denne særlige situation skulle være mulighed for, at føre en særskilt sag om udvisning. Men naturligvis også for at retten var enig i påstanden om, der skulle ske udvisning, udtaler specialanklager ved Fyns Politi Daniel Dokkedahl i en pressemeddelelse.