Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Mange venter stadig på erstatning efter stormflod

Lørdag er det et halvt år siden, at Fyn og resten af landet blev ramt af en historisk stormflod, der efterlod store ødelæggelser i blandt andet det Sydfynske Øhav og på de sydlige kyster.

Tal fra Naturskaderådet viser, at 42 procent af dem, der anmeldte stormflodsskader, stadig venter på at få en afklaring i deres forsikringssager. Det skriver DR.

Efter stormfloden var der i alt 3416 anmeldelser til Naturskaderådet. Ud af dem venter 1462 stadig på at få en afklaring.

- Jeg tror, man skal kigge lidt på, hvor voldsom stormfloden var, for den var ekstrem. Det har betydet rigtig mange skader og mange komplicerede skader, og det betyder, at selve opgørelsen af skaderne tager uforholdsmæssig lang tid, forklarer Poul Jensen, sekretariatschef i Naturskaderådet til DR.

Naturskaderådet har ansvaret for stormflodsordningen, hvor myndighederne og politikerne fastlægger rammerne for, hvem der skal have økonomisk hjælp.