Der skal betales korrekt skat og moms til Danmark af især udenlandske medarbejdere og virksomheder. Med det in mente har Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet mandag 4. november gennemført en landsdækkende kontrol af en række virksomheder.
I den forbindelse er der fundet indikationer på social dumping i seks af syv fynske virksomheder, oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
Nu kan virksomhederne, der holder til i henholdsvis Odense, Veflinge og Broby, forvente et opfølgende besøg fra Skattestyrelsen.
- Opgaven for os er nu at finde ud af, hvor lang tid de har udført arbejde for de danske virksomheder, og hvad de har fået i løn, så vi kan få opgjort og afregnet skatten korrekt, siger Ernst O. Nielsen, der er funktionsleder i Skattestyrelsen.