13 ansatte hos mediekoncernen JFM gik direkte i fælden, da IT-kriminelle sendte en phishing-mail, som førte til et hackerangreb der beskrives som "en af de mørkeste dage i virksomhedens historie".
Det har fået virksomhedens administrerende direktør til at true med "nye og skrappere forholdsregler".
- Herunder personaleretlige konsekvenser, da vi ikke tåler, at medarbejdere sætter virksomhedens ve og vel over styr ved uansvarlig adfærd, lyder det i en intern besked til de ansatte, som TV 2 er kommet i besiddelse af.
Hvad konsekvenserne konkret består i er uvist, men Dansk Journalistforbund kritiserer i et interview med TV 2 virksomhedens kommunikation omkring hændelsen. Forbundet kalder det "management by fear".
JFM har ikke ønsket at stille op til interview med TV 2. Dog kan virksomheden være i sin gode ret til at fyre eller bortvise medarbejdere der har ageret groft uagtsomt i forhold til en phishing-mail, forklarer Mette Søsted Hemme, der er adjunkt på Juridisk Institut på Aarhus Universitet og forsker i arbejds- og ansættelsesret.
Mediekoncernen JFM står blandt andet bag Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis.