Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Minister vil have klarlagt social kontrol i det offentlige

Der planlægges for tiden en undersøgelse, der skal klarlægge, i hvor stort omfang offentligt ansatte udøver negativ social kontrol mod borgere i æresrelaterede konflikter.

Det oplyser udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Undersøgelsen laves af Nationalt Center mod Æresrelaterede Konflikter (Mærk) under ministeriet og forventes færdig inden nytår.

I kommentaren henviser Dybvad Bek til den seneste tids debat startet af Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vad. Vad mener, at tilsyneladende velintegrerede indvandrere i nogle tilfælde modarbejder danske værdier.

Ministeren er enig med Frederik Vad:

- Jeg hører om problemerne, når jeg taler med de mennesker, der arbejder med emnet til daglig, for eksempel socialrådgivere og medarbejdere på kvindekrisecentre, men der er også brug for mere dokumentation, skriver Kaare Dybvad Bek i kommentaren.

I Sverige er en lignende undersøgelse blevet lavet. Den skal være inspiration til den danske, hedder det i kommentaren fra ministeren.