Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Novo-ansatte får ekstra udbetaling efter milliardoverskud

Der går ekstra penge ind på kontoen hos en række ansatte hos Novo Nordisk, når de får udbetalt den næste løn i slutningen af denne måned.

Ritzau erfarer nemlig, at en del af de knap 60.000 ansatte i medicinalvirksomheden har fået besked om, at de får lagt 10.000 kroner ekstra oven i næste månedsløn.

Dermed får de også del af det overskud på knap 84 milliarder kroner efter skat, som blev realiseret sidste år.

Novo Nordisk ønsker ikke at stille op til interview, men bekræfter, at den er rigtig.

- Vi kan bekræfte, at Novo Nordisk vil udbetale et ekstraordinært engangsbeløb på 10.000 kroner til faglærte arbejdere, operatører, administrativt personale, laboratorieteknikere, teknikere, lærlinge og elever.

- Medarbejderne har arbejdet dedikeret for, at vi kunne hjælpe endnu flere patienter, end vi troede, vi kunne ved årets start, hedder det i et skriftligt svar fra presseafdelingen.

Novo Nordisk annoncerede sidste år, at medicinalvirksomheden vil opføre en ny fabrik i Tietgenbyen i Odense. I den forbindelse vil Novo Nordisk ansætte 'nogle tusinde' nye medarbejdere, har virksomheden tidligere udtalt til TV 2 Fyn.