Et studie fra Kræftens Bekæmpelse afliver mistanken om en sammenhæng mellem hormoner, der bruges til fertilitetsbehandling, og æggestokkræft.
De fem mest anvendte hormoner, der bruges i forbindelse med fertilitetsbehandling, er i studiet blevet undersøgt.
Kun for et af hormonerne, progesteron, ses en lille øget risiko for en undertype af æggestokkræft.
Men det er uvist, om det er progesteron i sig selv eller andre forhold hos behandlede kvinder, der giver let øget risiko, skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen bygger på sundhedsoplysninger over kvinder med fertilitetsproblemer tilbage fra 1970'erne og til i dag. Over 150.000 danske kvinder er inkluderet.