Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Politiet gør status efter Tinderbox

Tinderbox slog i år deltagerrekord med næsten 50.000 gæster på pladsen i Tusindårsskoven. 

Festivalen har naturligt givet noget ekstra arbejde til ordensmagten, men ifølge Thomas Jasper, der er indsatsleder hos Fyns Politi, er de tre festdage i Odense forløbet godt.

- Overordnet set er vi fra politiets side forholdsvis tilfredse med, hvordan det er gået. Der har været mange mennesker samlet på pladsen, og det har været varmt i tre dage, så det er klart, at der selvfølgelig er noget og lave, men det har vi håndteret, så overordnet synes vi, det er gået rigtig godt. Det er nok det, vi skal forvente, når man samler omkring 50.000 mennesker på et geografisk lille område i tre dage med høj sol, høj musik og masser af alkohol. 

Forud for festivalen advarede politiet imod de såkaldte pirattaxaer. En advarsel, som ifølge Thomas Jasper foreløbigt ser ud til at have hjulpet. 

- Vi har en fornemmelse af, at folk har lyttet til vores advarsel omkring, at de skulle tænke sig om, inden de bare satte sig ind i en bil. Vi har fået et par anmeldelser, men vi kender ikke præcis omfanget, for anmeldelserne vil nok først begynde at komme ind her mandag og tirsdag, hvor folk eventuelt vil opdage, at deres kreditkort er blevet misbrugt. Der kan det være, vi får flere anmeldelser, men lige nu ser det ikke så voldsomt ud, slutter han.