Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Politiet skal stoppe cykeltyverier med flere vilkårlige tjek

Regeringen vil give politiet mulighed for at stoppe cyklister på cykelstien og tjekke stelnumre uden konkret mistanke om, at en cykel er stjålet, skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Tiltaget skal bane vejen for stikprøvekontroller, hvor politiet vilkårligt tjekker cyklers stelnumre. Dermed kan det se, om cyklerne er meldt stjålet. Det har politiet ikke mulighed for, som loven er i dag.

Ifølge Justitsministeriet modtog politiet på landsplan mere end 47.000 anmeldelser om cykeltyveri sidste år. Det er en stigning på en tredjedel i forhold til året før - i 2021. Tendensen med "det høje antal cykeltyverier" er ifølge ministeriet fortsat ind i 2023. Således har 34.392 borgere meldt deres cykel stjålet i de første tre kvartaler af året.