Sankthans på Fyn og den efterfølgende lørdag bliver uden bål.
Det har Beredskabet netop meddelt i en pressemeddelelse.
På hele Fyn vil der fredag og lørdag være bålforbud, hvilket også vil være tilfældet flere andre steder i landet.
I andre områder i Danmark vil der helt være afbrændingsforbud, mens der også vil være steder, hvor der ikke vil være nogle restriktioner.
På det østligste Sjælland - undtagen Helsingør og Tisvilde Hegn - og Lolland-Falster vil det være tilladt med sankthans-bål.
- Når hele Danmark samtidig tænder store bål giver det et andet risikobillede. Det er den samtidighed af store bål, som vi er nødt til at gribe ind over for, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber.
Det fynske bålforbud rammer alle ti fynske kommuner, da ikke kun Beredskab Fyn, som dækker alle fynske kommuner på nær Middelfart, men også Trekantsområdets Brandvæsen har indført specifikt forbud mod bål af enhver art fra 23. juni klokken 9 til 24. juni klokken 08.59.