TV 2 Vejret varsler fredag, at der i den kommende uge er sne og slud på vej til stort set hele landet. Det giver travlhed hos landets mekanikere og dækcentre, blandt andet hos Superdæk Service, som har fire værksteder på Fyn.
- Vi har været i gang med at skifte hjul et stykke tid nu, og vi er i fuld gang med sæsonen. Vi ved af erfaring, at der vil komme endnu mere tryk på nu, når der er varslet snevejr, siger Jens Jakob Velasco Hansen, Kommunikationschef hos Superdæk Service.
Den korteste ventetid ved kædens værksteder på Fyn finder man i Aarup, hvor man skal vente otte dage, mens der i Odense er 12 dages ventetid.
Derfor er det en rigtig god idé at få booket hjulskifte nu, hvis man ikke allerede har gjort det. Vi anbefaler at ringe ind til vores kundeservice, hvor vi har det samlede overblik over alle vores 67 afdelinger, siger Jens Jakob Velasco Hansen.