Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Største rentefald i 12 år: Godt nyt for især denne gruppe

Den Europæiske Centralbank (ECB) sænker renten for første gang siden 2019. 

Den sænkes med 0,25 procentpoint til 3,75 procent. Det fremgår af ECB's hjemmeside.

Ifølge TV 2 er der tale om det største rentefald i 12 år. 

Det var på forhånd ventet, at ECB ville sænke renten torsdag. Alligevel mener Jeppe Juul Borre, som er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, at det er et stort øjeblik.

- Der har været optræk til det i et godt stykke tid, og nu kommer den så endelig. Og så skal vi immervæk et halvt årti tilbage, siden ECB sidste gang sænkede renten. Så det er alt andet end hverdagskost det her, skriver han i en kommentar til tallene.

Dagens rentesænkning er en god nyhed for boligejere med variabel rente, påpeger Jeppe Juul Borre.

- Vi har allerede set et lille fald i netop de variable boliglånsrenter ud fra den blotte forventning til, at ECB vil gå ind i en periode med rentesænkninger. Og det lever ECB op til i dag, skriver han.