Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Supermarkeder har fordoblet salg af vand efter beredskabsråd

De nye kriseanbefalinger, om at danskerne skal kunne klare sig selv i tre dage med forsyninger, har hurtigt kunnet ses i indkøbsvognene.

Dagrofa, der ejer supermarkederne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb, har oplevet et ''stille og roligt forløb'', efter at Beredskabsstyrelsen lørdag præsenterede en liste med råd til et hjemmeberedskab. Men salget er fordoblet på flere enkeltvarer. Det siger dagligvarekoncernens kategoridirektør, Michael Christensen, til Ritzau.

Coop, der ejer supermarkeder som Kvickly, SuperBrugsen og 365discount, har også set en fordobling i salget af enkeltvarer – heriblandt vand.

Samme billede har man i weekenden set hos Salling Group, der driver Netto, Bilka og Føtex. Der er sket en fordobling i salget af vand, men generelt er det en naturlig stigning på et fint niveau. Salling Group oplyser desuden, at lageret er sikret med varer som vand og konserves, så der er rigeligt til alle.