Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Eksperter: Tidligere borgmester i Kerteminde misbrugte embede

Forvaltningsloven blev brudt, da Hans Luunbjerg i 2016 ansøgte om tilladelse til at udbygge sit private biogasanlæg, fordi sagen aldrig blev behandlet politisk.

Det skriver Kjerteminde Avis, der har fået aktindsigt i sagsbehandlingsforløbet.

Ifølge avisen deltog borgmesteren selv i mailkorrespondancer om tilladelsen, og i nogle tilfælde sendte han endda mails fra sin borgmestermail.

To juridiske eksperter, som avisen har talt med, vurderer, at der er tale om lovbrud. Samtidig kritiserer de embedsværket for at vende det blinde øje til i sagen.

- Det er i strid med habilitetsreglerne i forvaltningsloven, at en administration bliver sat til at behandle en siddende borgmesters ansøgning uden at tage særlige forholdsregler, f.eks. at sagen behandles politisk, men der kan også være andre forholdsregler, siger professor i forvaltningsret ved Juridisk Institut på AAU Sten Bønsing til Kjerteminde Avis.

Til avisen siger Hans Luunbjerg:

- Det har jeg ikke nogen kommentar til. Jeg går fuldt ud fra, at de embedsmænd, der har skullet håndtere det på daværende tidspunkt, de har gjort det efter bedste evne og efter reglerne, siger han og vedholder derefter, at han ikke ønsker at kommentere sagen.