Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Massivt flertal for undersøgelse af tidligere borgmesters biogas-sag

24 ud af byrådets 25 medlemmer i Kerteminde Kommune vedtog torsdag aften, at der skal indledes en advokatundersøgelse af, om det gik rigtigt til, da den daværende borgmester Hans Luunbjerg i 2016 fik tilladelse til at udvide sit biogasanlæg.

Sagen blev sat på byrådets dagsorden af socialdemokraten Kristian Hald, efter at Kjerteminde Avis og andre medier i starten af maj satte fokus på, at de forvaltningsretlige regler muligvis ikke blev overholdt, da kommunen i 2016 gav den daværende borgmester en administrativ tilladelse til at udvide Kerteminde Biogas, der ligger få hundrede meter fra Kerteminde Fjord.

Ifølge to eksperter i offentlig forvaltning sikrede hverken Hans Luunbjerg eller administrationen i kommunen, at reglerne om habilitet blev overholdt. Blandt andet kom det frem, at kommunaldirektøren støttede borgmesteren i, hvordan Kerteminde Biogas skulle udforme ansøgningen for at undgå en omfattende VVM-redegørelse.

- Vi har at gøre med inhabilitet, inkompetence, korruption. Det går ud over hele kommunens legitimitet, sagde Kurt Klaudi Klausen, der er professor i offentlig forvaltning, organisation og ledelsen ved Syddansk Universitet, SDU til TV 2 Fyn.

Torsdag besluttede byrådet derfor at igangsætte en uvildig advokatundersøgelse af, om de forvaltningsretlige regler blev overholdt, om de politiske handlemuligheder blev anvendt og om de faglige vurderinger i sagen blev taget på et korrekt grundlag.

- Det synes jeg er en god idé, så kan vi få afklaret det, siger Hans Luunbjerg til TV 2 Fyn.

Alex Haurand fra SF undlod at stemme.