Da Skat sammen med andre myndigheder tog på kræmmermarked i Langeskov i forrige uge, opdagede styrelsen problemer hos 27 af de 31 virksomheder de kontrollerede. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Det var især problemer med fakturaer og registrering af salg, der var problemer med. Desuden var syv af virksomhederne slet ikke momsregistrerede, mens en anden virksomhed solgte drikkevarer uden pantmærker og en tredje ikke havde fakturaer på den slik der blev solgt.
- Når vi for Skattestyrelsens vedkommende konstaterer problemer med fx manglende registrering af salg i 27 ud af 31 kontrollerede virksomheder, er det for mange. Vi kommer til at følge op overfor de pågældende. Afhængigt af resultaterne af opfølgningen, vil de kunne forvente forskellige former for sanktioner eller efterbetalinger, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Preben Buchholtz.
De syv fynske kommuner, som også deltog i aktionen, kunne konstatere, at i alt 15 personer var på arbejde samtidig med, at de også modtager sociale ydelser. Disse vil blive undersøgt nærmere.