En forsvundet forskningscomputer fra et marsvin i Storebælt er tirsdag blevet fundet langt fra både Fyn og Storebælt.
- Vi meldte udstyret savnet i starten af april. Det blev den 2. maj fundet nord for Skagen af et tysk ægtepar, der gik tur ved stranden. Efter eftersøgning til vands, til lands og i luften er vi nu glade for at meddele, at tagget er tilbage hos forsker Adam B. Smith, der nu skal undersøge, hvilke data der er indsamlet på tagget. Adam tog selv op til Skagen og fik udstyret af ægteparret, der fik deres dusør. I slutningen af ugen tager Adam til USA og fortsætter projektet, siger Freja Jakobsen, videnskabelig assistent, SDU.
Den lille computer, som er grøn og på størrelse med en sodavandsflaske, forsvandt for fire uger siden fra et marsvin i Storebælt.
Computeren, som kaldes et tag, har siddet fast på et marsvin, som af SDU var blevet udstyret med den for at få oplysninger om svømmevaner og lydoptagelser.
Det tyske ægtepar har derfor modtaget dusøren på 1.000 dollars, svarende til cirka 6.800 kroner.